Rødder

0
344

Her kan du læse om vores gruppe for kommende skolebørn; “Rødderne”.

Hver september starter vi en ny “Rødder”-gruppe op. Denne gruppe er skræddersyet til at gøre børnene så klar til skole som muligt.

Vi hører til i børnehavens hyggelige hytte, hvor vi har mulighed for at få ro til de ting vi arbejder med, og hvor børnene har plads til overtøj og fodtøj og der er køleskab til madpakken.

Vi laver hvert år et program der passer til den specifikke gruppe, og derfor er programmet ikke altid det samme.

Generelt arbejder vi omkring:

  • Selvhjulpenhed – Vi arbejder på at kunne klare sig med mindre voksenhjælp, selv at kunne holde orden på sine ting, hente det man har brug for, klare påklædning og toiletbesøg selv.

 

  • Empati og sociale færdigheder – At kunne sætte sig i andres sted, og tage hensyn, at justere sig selv i forhold til omgivelserne, at holde sit lydniveau på et rimeligt plan, at kunne samarbejde. At fungere med en stor gruppe børn, når vi er sammen Rødderne fra Åhaven og Brande Børnehave.

 

  • Koncentrationsevne – At kunne fokusere på noget og lukke andre indtryk ude, at kunne lytte, at klare små opgaver med tal og bogstaver, at kunne udføre små praktiske opgaver

 

  • Behovsudskydelse – at kunne vente, at kunne udholde ikke at få sit behov opfyldt med det samme, at kunne bedømme vigtigheden af ens eget behov i forhold til andres, at kunne klare noget modstand og blive robust.

 

  • Evnen til at udføre beskeder – At kunne fange en besked første gang man får den, og udføre den, at kunne huske og udføre 3 beskeder; f.eks. “Gå op i hytten, tag dit tøj på og tag din taske med over i børnehaven”

 

  • Fysisk udfoldelse – at kunne gå lange ture, at kunne være med i hallen og deltage i fysiske lege.

 

  • Kulturel kendskab – at have kendskab til både sin egen og andres kulturer, at kunne begå sig i forskellige kulturelle sammenhænge (på biblioteket, i trafikken, til fødselsdag, på museum o.s.v.)

 

  • Sproglig opmærksomhed, kendskab til tal og bogstaver- at kunne begynde at kende sit eget navn og bogstaverne i det, at kende tallene fra 1-10, at kunne høre rimeord, at få større ordforråd, at kunne deltage sprogligt i plenum, at begynde at skrive sit eget navn og eventuelt flere bogstaver.

Facebook kommentar